Kerteminde Biblioteks Venner arrangerer et stort bogsalg hvert år i efterårsferien (uge 42). Vi indsamler bøger fra byens borgere og forvandler Mødestedet (Strandvejen 10) til en velassorteret antikvarboghandel. Med massiv hjælp fra medlemmerne finder tusindvis af bøger nye ejere under bogsalgets tre dage. Med vores priser kan det lade sig gøre: 20 kr. om torsdagen, 10 kr. om fredagen og 5 kr. om lørdagen. Bogsalget, med tilhørende bogcafé, er et mekka for bogelskere og ét af årets højdepunkter. Overskuddet fra bogsalget er vores primære indtægtskilde og muliggør vores pengestøtte til biblioteket. Vi bruger også en del af overskuddet på kulturelle arrangementer i årets løb.
Praktiske bemærkninger: Hvis du vil donere bøger til bogsalget, vil vi helst have, at du selv opbevarer dem indtil efterårsferien og bringer dem til salgsstedet (Mødestedet, (Strandvejen 10, 5300 Kerteminde), om mandagen i uge 42. Men hvis dette ikke er muligt, skriv til mail eller ring til Lucy Bergström, 65 97 79 90. Man kan også lægge bøger i en særlig kundevogn opstillet i Superbrugsen 14 dage op til bogsalget.
Hvert år efterlyser vi frivillige fra vores medlemsskare til at hjælpe med bogsortering og salg af bøgerne. Hvis du vil stille op, skriv mail eller ring til Lucy Bergström (se bestyrelse).