Bogomtale

Nedenfor kan man læse diverse boganmeldelser skrevet af medlemmer af Kerteminde Biblioteks Venner. Bare klik på bogtitlen. Hvis du selv gerne ville skrive en boganmeldelse, send den venligst, med dit navn som skribent, til mail. Der er ingen særlige krav til formen eller længden af en boganmeldelse.

 

Bogomtale: Juleoratoriet af Göran Tunström   (udkom på dansk i 1984)

               GöranTunström er altid meget selvbiografisk i sine romaner, hvor kernen er et kunstnerisk udtryk for de personlige erfaringer og konflikte,r og for de eksistentielle spørgsmål, som opstod for ham i sit eget liv. Alle hans romaner er fortællinger fra Sunne, Sverige, nogle gange barokke og morsomme, men altid også dybt alvorlige og filosofiske.  Tunström har skrevet digtsamlinger, radiospil, skuespil, rejseskildringer – i alt ca. 30 værker. Andre hovedværker også oversat til dansk er Tyven, en bog om skyld og forsoning, og Ørkenbrevet, en usædvanlig Jesus historie.

Skrivestilen i Juleoratoriets skifter, og der er forskellige tidsforskydninger, men man er alligevel ikke i tvivl om hvor man er, i denne historie om kvinden, Solveig, hvis tragiske og forfærdelige død sker allerede tæt på romanens begyndelse. Hun efterlader sig ikke kun en sønderknust familie, manden Aron, søn Sidner, 12 år, og datter, Eva Liisa 6 år, men også et helt samfund, for hvem hun var en meget vigtig lyskilde. Kirkekoret i Sunne var tæt på opførelsen af Bachs Juleoratoriet, et projekt som Solveig havde sat i gang 10 år før sin død.

”Livet begynder med Døden” er en stærk formulering fra bogen, og romanen skildrer hvordan Solveigs børns liv udvikler sig meningsfuldt, netop i kraft af den store livsglæde og kærlighed til musik og sine medmennesker, som Solveig havde givet alle omkring sig mens hun levede. Hendes liv havde de fortsat i sig.  Og sønnen Sidner var i stand til at give dette rige indre liv videre til sin søn Victor, ikke mindst i kraft af at arbejde med musik. Derfor kan man måske sige, at bogen har 3 hovedpersoner, én i hver generation: Solveig, hendes søn Sidner, og Sidners søn Victor.

Nogle anmeldere beskriver bogen som først og fremmest som en bog om sorg og længsel, men sådan oplever jeg det ikke, især ikke ved genlæsning. Først bliver man rigtig nok slået af de triste historier i bogen, men nu synes jeg at det er mest en bog om livsmod, om udholdenhed, og ikke mindst om den kærlighed, som et menneske kan give et andet menneske, som styrker og befrier den anden under vanskelige livsforhold. Der er dog nogle personer i bogen som til sidst mister evnen til et meningsfyldt liv: Aron, Solveigs mand, som ikke kunne leve videre uden hende; Tossen på anstalten som tog sit liv af ukendt grunde, og Fanny, Victors mor, som drømte om at blive alt det hun ikke var og levede kun bag masker.

Men listen er lang over menneskelige forhold, hvor lyset vinder over mørket i kraft af personer som kunne hjælpe andre til nyt livsmod.

Solveigs store projekt lykkedes. Lyset i Bachs Juleoratoriet blev sunget frem af Sunnes kor, dirigeret af hendes barnebarn, mere end 30 år efter hendes død. Victor tænker, lige i begyndelsen af bogen, når han er ved at møde koret:

”Hvad i mig havde orket dette? Hvilke øjeblikke er det, som former vore liv, hvilke ansigter belyses af vor bevidstheds første blege stråler og giver os en retning?…..Det begyndte at synge i min rygmarv, det var altid det samme. Dybt inde i min bevidsthed blev der slået døre op, ansigter kigger ind…”

Bogen Juleoratoriet er fyldt med fortællinger om sådanne afgørende øjeblikke i personernes liv, – noget der sker mellem mennesker, eller noget der siges, – som illustrerer hvad den vise dansk teolog K.E, Løgstrup, er kendt for at sige: ”Man holder altid en del af den andens liv i sine hænder.”